I marts 2022 sad jeg stadig i min hjemby i Ukraine og lyttede til den konstante lyd af luftalarmer og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med mit liv. På et tidspunkt måtte jeg beslutte mig, og jeg valgte at komme til Danmark for at finde et mere sikkert liv.
Det var en Aid Ukraine Denmark-frivilligbus, der bragte mig fra Warszawa til København – det sted, hvor jeg bosatte mig, er mit andet hjem nu. Jeg var så tilfreds med den støtte og hjælp, jeg fik fra de frivillige, at jeg besluttede mig for selv at blive frivillig en måned efter min ankomst til Danmark. Jeg følte, at nogle ukrainere havde det meget værre end mig, og jeg vidste, at jeg havde tid og følelsesmæssig styrke nok til at hjælpe dem. Mine sprogkundskaber blev mit vigtigste redskab, og derfor begyndte jeg at hjælpe Aid Ukraine Denmark med oversættelser.
I mellemtiden måtte jeg klare de samme udfordringer som alle andre ukrainere – at finde et job, et sted at bo og venner. Jeg skal bygge mit liv op fra bunden i et helt nyt samfund. Jeg synes, at det hele er gået godt for mig – jeg fik et job, som jeg elsker, og jeg har også været i et meget spændende praktikophold på Copenhagen Fashion Week. Jeg er den eneste ukrainer, der nogensinde har arbejdet der, og jeg er stolt af at dele min kultur med mine nye kolleger og venner.
Jeg er stadig fokuseret på at arbejde frivilligt og hjælpe ukrainere i Danmark så meget som min fritid tillader mig. Jeg tror på, at i denne krig skal alle finde deres plads til at kæmpe for demokrati og frihed, og jeg er meget glad for, at jeg har fundet min.