I marts 2022 sad jeg stadig i min hjemby i Ukraine og lyttede til den konstante lyd af luftalarmer og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med mit liv. På et tidspunkt måtte jeg beslutte mig, og jeg valgte at komme til Danmark for at finde et mere sikkert liv.

Det var en Aid Ukraine Denmark-frivilligbus, der bragte mig fra Warszawa til København – det sted, hvor jeg bosatte mig, er mit andet hjem nu. Jeg var så tilfreds med den støtte og hjælp, jeg fik fra de frivillige, at jeg besluttede mig for selv at blive frivillig en måned efter min ankomst til Danmark. Jeg følte, at nogle ukrainere havde det meget værre end mig, og jeg vidste, at jeg havde tid og følelsesmæssig styrke nok til at hjælpe dem. Mine sprogkundskaber blev mit vigtigste redskab, og derfor begyndte jeg at hjælpe Aid Ukraine Denmark med oversættelser.

I mellemtiden måtte jeg klare de samme udfordringer som alle andre ukrainere – at finde et job, et sted at bo og venner. Jeg skal bygge mit liv op fra bunden i et helt nyt samfund. Jeg synes, at det hele er gået godt for mig – jeg fik et job, som jeg elsker, og jeg har også været i et meget spændende praktikophold på Copenhagen Fashion Week. Jeg er den eneste ukrainer, der nogensinde har arbejdet der, og jeg er stolt af at dele min kultur med mine nye kolleger og venner.

Jeg er stadig fokuseret på at arbejde frivilligt og hjælpe ukrainere i Danmark så meget som min fritid tillader mig. Jeg tror på, at i denne krig skal alle finde deres plads til at kæmpe for demokrati og frihed, og jeg er meget glad for, at jeg har fundet min.

Jeg er russisk-georgisk. Jeg flyttede til Danmark for 8 år siden fra Moskva. Min mand er dansk, min datter er dansk, russisk og georgisk. Så min familie er meget forskelligartet, og det nyder jeg!

Da krigen begyndte, var jeg i chok og havde en enorm smerte, skam og skyldfølelse. Alligevel fandt jeg styrke, mod og energi til at omsætte min smerte til handling. Før jeg flyttede til Danmark, var jeg marketingdirektør hos Essity med ansvar for Rusland, Ukraine og SNG-landene. Da krigen begyndte, tilbød jeg at hjælpe mine tidligere kolleger i Ukraine. En af mine tidligere kolleger flyttede ind i mit hjem i København den 6. marts. Dariia havde boet hos min familie i de sidste to måneder.

Vi så ikke hinanden i ti år, men da krigen kom ind i vores hjem, blev Dariia og jeg en familie. Efter at have indsamlet tre humanitære hjælpemidler og været vært for Dariia, blev jeg ansat hos Aid Ukraine Denmark som teamleder for oversættelse.

Vi kan ikke ændre, hvor vi er født, men vi kan vælge, hvilken slags mennesker vi vil være. Vores handlinger definerer, hvem vi er. Jeg har truffet mit valg. Jeg besluttede at hjælpe og støtte Ukraine som min måde at beskytte demokrati og menneskerettigheder på. Når jeg ser en ukrainsk kvinde – jeg ser ikke en flygtning – jeg ser en mor, jeg ser en søster eller en veninde. Jeg har lyst til at kramme hende og tage mig af hende og hendes børn. Jeg vil have, at hun skal være sikker og beskyttet i mit nye hjem her i Danmark.

Empati og omsorg er kernen i alt, hvad vi gør som frivillige. Vores oversættelsesteam bygger broer; vi er de første, der møder folk og byder dem velkommen her i Danmark. En af vores opgaver var at køre med busser fra Danmark til Polen for at transportere ukrainere, som var flygtet fra krigen til Danmark. Jeg var selv på en mission. 44 ukrainere var med i min bus. Jeg vil aldrig glemme denne oplevelse. Jeg er meget stolt over, at Aid Ukraine Denmark har bragt 529 ukrainere sikkert til Danmark. At være frivillig er mit mest belønnede job!