Styrken i at dele – Power Women-middag i september

Ressourcestærke ukrainske kvinder blev inviteret til Power Women-middag for at tale med Aid Ukraine Denmark om, hvad der rører sig på flygtningecentrene.

En sensommeraften i september mødes 16 kvinder i Kanalhuset på Christianshavn. Nogle få er frivillige i Aid Ukraine Denmark, og flest er flygtninge fra Ukraine. Fra hvert af de 12 flygtningecentre i og omkring København er der udvalgt en kvinde, der er særligt ressourcestærk og som ved, hvad der rører sig på centrene. Denne Power Women-middag hjælper Aid Ukraine til at finde ud af, hvilke behov, centrenes beboere har, og hvordan det går med trivslen.

“If you have power, share it”

Vi lægger ud med en præsentationsrunde. Kvinderne fortæller, hvor de bor og hvor de kommer fra: Odessa, Frederiksberg, Kiev, Lyngby, Kharkiv. Én var advokat derhjemme, hun kom hertil med sine børn og hund, nu prøver hun bare at få hverdagen til at hænge sammen. En anden er i gang med at uddanne sig til sosu-hjælper på dansk, det er svært, men det er godt. Stine Trampe, der leder Team Social i Aid Ukraine, siger ”Du er et forbillede for alle ukrainere”, hun svarer, ”min indstilling er… jeg elsker mennesker.”

Mens kvinderne fortæller om sig selv, bruger de også muligheden til at lufte, hvad de har på hjerte. Nogen udtrykker taknemlighed overfor Aid Ukraine. Andre taler om sammenhold, om at være stærk. ”If you have power, share it” bliver der ytret.

Glæde og sorg i sameksistens

Repræsentanten fra et flygtningecenter på Nørrebro har tidligere arbejdet med mennesker med misbrug, og hun genkender mønstrene. Hun kan se dem hos flere af sine naboer, mange har udviklet et alkoholmisbrug efter at de er kommet hertil. Sådan prøver de på egen hånd at håndtere traumerne, siger hun, tydeligt bevæget. Hun kender deres smerte. Samme kvinde har for seks uger siden født et barn, nu bor hun sammen med den nyfødte og sin mor på et lille værelse. Både hun og barnet har det godt, der lyder et kor af ”tillykke”. Der er ikke langt fra de store smil til tårer og tavshed i aften. Taknemligheden og glæden ved at være i sikkerhed i Danmark sameksisterer med sorgen og savnet til Ukraine.

Udfordringerne står i kø, når man skal lynpakke sit liv og leve et nyt sted, man ikke kender. Hvordan skaber man et hjem til sine børn, når man selv er fremmed for det? Hvordan får man skaffet møbler, cykler og vinterjakker? Hvordan lærer man dansk? Reelle bekymringer og begrænsede ressourcer, og det er derfor, Power Women-middagen er så vigtig. Den giver kvinderne mulighed for at adressere disse behov og finde løsninger sammen.

Hvordan kan Aid Ukraine hjælpe?

Efter præsentationsrunden taler vi nemlig om, hvad kvinderne og deres ukrainske medborgere på centrene har brug for. Aid Ukraine tilbyder f.eks. engelskundervisning, er det en mangelvare på centrene? Bestemt, kvinderne skriver det fluks ned på telefonen, de kender alle nogen, der kunne bruge det. Er der interesse for yoga? ”Nej, nej, tag mine børn, lad mig bare spise og sove” siger den ene, og resten af kvinderne bryder ud i latter. Yoga kunne være skønt, men det er utopi, fordi hvad skal disse alenemødre gøre af børnene imens? Måske kunne man arrangere noget på Mors Dag, så kan man planlægge børnepasning i god tid og sætte dagen af til noget selvforkælelse. En Beauty Day bliver de alle enige om, det kunne de godt bruge. Men er de overhovedet i Danmark så længe? Spørger en kvinde. Hvad nu hvis krigen stopper i morgen? Det er svært at tale om fremtiden.

Et af centrene ligger ved siden af et plejehjem, og de ukrainske børn må ikke larme eller spille fodbold, fordi det generer naboerne. Kvinderne efterspørger nogle aktiviteter til børnene. Børnene skal have lov til at være børn.

Men i aften er deres aften, de har alle sat hår og lagt makeup, nogle har sin vyshyvanka på, en traditionel broderet tunika, og røde læber. Aftenen i Kanalhuset har stået i kvindernes tegn med middag og vin, og med sig hjem får kvinderne en goodiebag fra Aid Ukraine med gaver fra Mill & Mortar, Have a look, GM Trading og Scandic Amager og ikke mindst et nyt netværk med andre stærke kvinder.

Aid Ukraine Denmark arbejder utrætteligt for at hjælpe de ukrainske kvinder i Danmark, og arrangementer som Power Women-middagen spiller en afgørende rolle for den hjælp vi kan give. Vi modtager glædeligt donationer – store som små – på MobilePay nummer: 741804.